Skal anæstesiologer kunne ultralydskanne?

Gennem de senere år er der sket store teknologiske forbedringer af ultralydskannere, hvilket har medført øget behov for denne billedmodalitet. Maskinerne er samtidig blevet mindre og billigere, og dermed mere udbredte.

Et stigende antal kliniske specialer ønsker, at ultralydskanning skal indgå i specialeuddannelsen som en integreret del af den kliniske undersøgelse og ved interventioner. Dette udgør principielt en oplagt forbedring i kvaliteten af patientbehandling og er således i udgangspunktet til stor fordel for patienterne.

Diagnostisk ultralydskanning er i vidtgående grad ufarlig. Modaliteten er ikke forbundet med ioniserende stråling og med de energi niveauer der anvendes er undersøgelsen i langt de fleste kliniske situationer fuldstændig uskadelige for både patient og ultralyddiagnostikker.

Ultralydskanning kan dog blive farlig hvis teknikken "falder i de forkerte hænder". Potentielt livstruende sygdomme kan overses og omvendt er der risiko for fejlagtig "påvisning" af patologiske tilstande som medfører større - unødvendigt - udredningsprogram.

Det er derfor indiskutabelt, at der må etableres kvalitetssikring på området, helst i form af kompetenceopnåelse gennem formaliseret uddannelse.

Dette er i vid udstrækning allerede tilfældet indenfor enkelte specialer som historisk set har været på banen siden ultralyddiagnostikkens barneår. Kardiologer og gynækologer/obstetrikere varetager således ultralydskanningerne indenfor deres egne veldefinerede og fagspecifikke områder, mens radiologer er bredt uddannet til at kunne lave de fleste typer af ultralydskanninger, hvilket er påkrævet i forbindelse med deres daglige arbejde under vagter eller som back up funktion. De mest specielle undersøgelser hører naturligt til på universitetshospitalerne.

Andre specialer er ved at implementere ultralyd i deres fag f.eks. reumatologi, kirurgi, urologi og endokrinologi.

Mange radiologer er betænkelige ved den tiltagende decentralisering af ultralyd og betænkeligheden går på kvaliteten af klinikernes undersøgelser. Dette er helt naturligt, idet man risikerer at miskreditere modaliteten.

Dansk Ultralyddiagnostisk Selskabs (DUDS) holdning er, at decentralisering af ultralyd er en naturlig og ønskelig udvikling såfremt dette er ledsaget af en relevant uddannelse, helst efter internationale standarder.

DUDS er medlem af den europæiske sammenslutning af ultralydselskaber EFSUMB (European Federation of Societies for Ultrasound in Medicine and Biology). Her findes en uddannelsesafdeling (EFSUMB Education and Professional Standards Committee), som har beskrevet "minimum training recommendations" til uddannelse i ultralydskanning indenfor adskillige specialer.

Uddannelsen består af en teoretisk del, som indeholder et basiskursus og et specialespecifikt kursus. Desuden en praktisk del, specifik for det enkelte speciale. Her kræves bl.a. 300 superviserede ultralydskanninger, og der skal føres logbog.

Det vil være hensigtsmæssigt om anæstesiologer kunne ultralydskanne. Køretiden i ambulance udnyttes bedre, hvis der samtidigt kan ultralydskannes med mulighed for tidligere diagnosticering af livstruende tilstande. Dette kan føre til livsreddende ændring af behandlingsprotokol eller evt. ultralydvejledt intervention. Også på intensivafdelinger kan det være hensigtsmæssigt at anæstesiologer kan foretage visse typer af ultralydkanninger og specielt intervenere ultralydvejledt, f.eks anlæggelse af pleuradræn og CVK. Dette vil være med til at højne kvaliteten af patientbehandlingen.

DUDS kan kun anbefale decentralisering af ultralyd såfremt der etableres et adækvat uddannelsesprogram. Vi vil derfor opfordre Sundhedsstyrelsen til at indgå i et samarbejde om etablering af et obligatorisk ultralydkørekort.